Kæmpe keramik i England
I januar har jeg været 14 dage i 
Bristol,
for at arbejde på et teglværk sammen med Julian Stair, den keramiker jeg arbejdede
for, da jeg boede i London.
Vi arbejdede med sarkrofager som han skal bruge på en stor
udstilling senere på året.
Jeg har tidligere arbejdet med Julian på et teglværk i
Wolwerhampton - der lavede vi de store drejede krukker.
Ibstock er en traditionel 
murstensfabrik, hvor der
både laves en stor produktion af almindelige mursten, men også en
mindre produktion af special mursten.
Vi arbejdede med murstens leret de bruger på fabrikken. Det
foregik på den måde, at vi fik en palle mursten fra fabrikkens
kæmpe (KÆMPE!) extruder, som vi blødte op så 
leret blev plastisk nok
til vores brug.
Vi arbejdede i samme område som dem der lavede special mursten, så
ovnene på billederne er små, i forhold til dem de bruger i
hovedproduktionen. De fungerer på den måde, at der bliver pakket på
gulvet foran ovnen, man kører så hele ovnen henover murstenene.
Imens brændingen er i gang, pakkes der i den modsatte ende - hvor
ovnen så kan køres ned bagefter og en ny brænding kan gå i
gang.
Krukkerne på billedet er godt 2 meter høje - og er drejet på en
almindelig drejeskive. De står direkte på en rund ovnplade, så de
med gaffeltruck kan køres direkte over i ovnen.
Mens jeg var der, lavede vi primært liggende sarkrofager. Dette
gjorde vi ved at extrude lange pølser ud fra en lerælter og opbygge
en solid væg af ler. Alene håndteringen af over 2 meter lange
lerpølser er en udfordring!
På billedet er vi i gang med første lag - denne sarkrofag blev i
alt ca. 50 cm høj og den er godt 2 meter lang. Vægten er mellem 450
og 500 kg.
Sarkrofagen med det negative rum nedenunder, er lavet ud af
almindelige plader, så den er hul indeni. Denne teknik, som man
normalt bruger ved mindre arbejder, viste sig at give adskillige
problemer i tørringsprocessen - for slet ikke at tale om problemer
med at håndtere kæmpe lerplader uden at de blev skæve eller
revnede.
Leret svinder både i tørringsprocessen og i brændingen, og når 2
meter lange plader skal svinde adskillige centimeter er der en vis
risiko for revner. Med den anden teknik, med de extrudede pølser,
havde vi en langt stærkere form, samt en langt hurtigere
proces.
Det var spændende at være med til at lave keramik i en noget anden
skala end jeg er vant til - omend de store skåle jeg er i gang med
herhjemme, pludselig synes så små...
I april kommer Julian til Petersen Tegl i Broager for at arbejde med de store værker - så der smutter jeg også lige ned og hjælper.
