Besku mig - brug mig!

Af Lisbet Tarp, ph.d.-stipendiat, Aarhus Universitet

En af udfordringerne ved at udstille kunsthåndværk er den velkendte oplevelse af, at genstandene med deres former, overflader, taktilitet og rumlighed indbyder til berøring, venden og drejen. Er materialet så let som det ser ud til? Hvordan holder den balancen? Er den kold eller varm? En del værker spiller endda på den spænding, at vi kun på afstand kan kredse om dem, samtidig med at de byder krop og funktioner til. Grundformerne vasen, skålen og krukken signalerer eksempelvis alle anvendelse, men i udformningen kan de med eftertryk vanskeliggøre den faktiske brug ved f.eks. at være uhåndterlig, have svær vægt, uigennemskuelige proportioner eller tilsyneladende skrøbelighed. Genstandene udfordrer dermed den nytteværdi, der er knyttet til deres grundform, og i forhold til det moderne kunstbegreb, der blev dannet omkring 1800, indskriver de sig med deres 'nyttesløshed' netop i kunstsfæren. Men en lang række værker, både gamle og moderne, fraskriver sig ikke brugsfunktionen for at 'blive kunst'; nogle værker har endda sat nytteaspektet i spil så form og brugsfunktion tilsammen øger genstandenes effekt og kunstneriske værdi.

Dette findes der eksempler på bl.a. i renæssancen med kompliceret udformet service eller møbler, som indgik i den fremvoksende brug af hjemmet som sted for identitetsdannelse og fremvisning af rigdom. Til dette kom, at alle de produkter vi forstår som håndværk og kunst var samlet under betegnelsen ars (latin) - alt det menneskeskabte - der stod i modsætning til det naturskabte. Dermed ikke sagt, at de forskellige kunstarter og deres produkter ikke blev bedømt i forhold til hinanden, men andre og flere parametre var gældende i vurderingerne bl.a. lavenes hierarkier og om hvorvidt naturen blev efterlignet eller antikke idealer var efterlevet. At en eksklusivt forarbejdet genstand blev fremvist som brugsgenstand medførte m.a.o. ikke automatisk, at dens kunstneriske kvalitet blev nedskrevet; dette at genstanden signalerede brugsfunktioner - aktive eller passive - kunne derimod netop bringe den i spil som 'kunst' i den sociale og repræsentative sfære.

I renæssancen voksede produktionen af kunsthåndværk til fyrster og hoffer, og i hjemmenes rum var kunsthåndværket i flydende overgange mellem at være til skue og blive brugt. Den besøgende blev påvirket af en række forskellige receptionsmåder, der indebar alt fra at spise værker (f.eks. af sukker), spise og drikke af værker eller åbne dem til dét at betragte opstillinger af glas, keramik og sølvtøj, hvor berøring kun var for de nærmest indviede. Iblandt de mest interessante og eksklusive rum udviklet i renæssancen, hvor natur- og kulturgenstande blev samlet, var studerekammeret, det såkaldte studiolo, og raritetskabinettet. Kunstigt som naturligt lavede objekter blev både udstillet og nærstuderet af den dannede elite, og dette er et ofte glemt aspekt af kunsthåndværket: At det indgik i undersøgelsen af verdens fænomener og dermed var en del af den tidlige eksperimentelle videnskab, da teknikker og objekter bidrog med viden om, hvordan naturens materialer kunne bearbejdes og mestres.

Ninna Gøtzsche kan med sine værker forundre et publikum, som ellers er blasert af moderne teknikker, der kan forme, udstanse og støbe alverdens materialer i tusindvis eksemplarer. Af de gamle kunstformer viser særligt keramikken, at den stadig er i vadestedet mellem naturprocesser og menneskets styring af de naturlige transformationer. Vi genkender sporene efter håndens arbejde, men vi forundres også, når den manuelle intervention virker usynlig eller når materialet og dets form synes at overskride dét, vi kanforestille os gjort med hånden. Keramikken giver anledning til at mærke og undersøge farve- og materialevirkninger såvel som at få os til at erindre glemte sansninger; at trykke tangbobler på stranden, at gå på et koldt klinkegulv, at høre glasset knuses. Måske kan oplevelsen af værkerne endda knytte an til de sansninger og stemninger, som inspirerede Gøtzsche i første instans. Med forskellige funktioner og kroppe kan Gøtzsches værker føje sig ind i vores hjem, og dermed give os lejlighed til at beskue men også anvende og undersøge, hvad de er og hvordan de er.

 

Teksten er fra katalog til soloudstillingen Ætlinge i Danske Kunsthåndværkeres Udstillingsrum Officinet i september 2012