En samlers grundighed

Jeg viser min keramik på et marked i England. En samler, der tidligere har købt en del af mine ting, kommer hen til mig. Jeg har ikke set ham i et par år, han kan kende mig, men ikke min keramik, der har ændret sige meget.

Længe står han og betragter tingene. Med øjnene og hænderne. Grundigt. Jeg fortæller ham om, hvorfor min keramik har bevæget sig. Han siger ikke meget til det. Til sidst dog, at den udvikling må han lige tænke over hvordan han skal forholde sig til og går så væk.

Et par timer senere er han tilbage igen. Klar til at kigge omhyggeligt. Der bliver løftet, vægten vurderes i hånden. De forskellige glasurer bliver nærstuderet. Fodringen mærkes efter med fingeren, og jeg kan se, at han samtidig vurderer, hvordan den øverste kant passer til den. Ting bliver set oppefra, i profil, sammenlignet og gennemgået. Kurven på en form følges med hånden.

Ja, siger han til sidst og nikker anerkendende. Det var ikke, hvad jeg havde regnet med, men det er en god udvikling.

Jeg tager mit arbejde alvorligt, og når andre også gør det må jeg gøre mig endnu mere umage.