Når kreativiteten bliver prøvet

29. mar.

Når jeg kigger tilbage i gamle skitsebøger, har jeg altid været ret klar på forskellene mellem kunst, kunsthåndværk og design og hvor jeg selv ønskede at placere mig. Mit keramiske arbejde har udviklet og forandret sig undervejs, men grundkernen har været der.

Det har været sværere, at finde den rette placering i alt det omkring keramikken. Hvordan sælger man det, hvor viser man det, hvordan prissættes det, hvordan skal postkortene, (eller visitkort?!), se ud? Og er det brochurer eller kataloger man skal lave? Skal det være eksklusivt og nå ud til færre, eller i stedet være billigere at trykke, og nå ud til flere? Er man nødt til at arbejde med faste størrelser og serier på keramikken, for at forhandlere kan håndtere det? Eller skal man i stedet satse på at udvikle sofistikerede enkeltværker, som kan vises på gallerier og udstillinger verden over?

Jeg har været så heldig, at få mulighed for at vise min keramik på steder som Collect i London, og på SOFA i New York og Chicago. Det er jeg taknemmelig for, for det har presset mig til at udvikle keramikken og presse mig selv til at hæve niveauet.
Men for at få det til at hænge sammen økonomisk, arbejdede jeg på en café. At få tid til keramikken, betale husleje for lejlighed og værksted og samtidig hænge nogenlunde sammen, var et puslespil. Der var en række hårde år, hvor jeg hellere inviterede veninder hjem end mødte dem ude – for det var billigere at lave en kande stempelkaffe end at købe en cappuccino.
Jeg var helt bevidst om, at hvis jeg ikke kunne få det til at vende, var jeg nødt til at arbejde med noget andet. Jeg havde ikke i sinde at ende som en sur, (og fattig), gammel keramiker.

Når der ikke kommer nok penge ind, kan man nemt blive i tvivl om sin strategi. Var det smartere at lave et decideret varekatalog? Skal jeg satse på butikker, jeg egentlig ikke bryder mig om? Skulle jeg lige lave nogle øreringe, og se om det gav en indkomst?
Men når man ikke mener det, bliver det ikke ordentligt. Mit varekatalog er for længst slettet fra computeren, de butikker jeg ikke brød mig om, gad slet ikke have min keramik og mine ørenringe var mildest talt dårlige.

Jeg har aldrig drømt om, at have en butik. Jeg ville bare gerne kunne leve af at lave keramik. Men på et tidspunkt blev det klart, at hvis jeg skulle satse på de store udstillinger og samtidig have en fornuftig indkomst, var jeg nødt til at have et dagligt salg. Jeg havde ikke en kundegruppe der kom af sig selv, hvis jeg åbnede døren til værkstedet – jeg var nødt til at være synlig.
Min økonomi rakte ikke til et egentligt butikslokale, men jeg fandt et lille kælderlokale med en stejl trappe ned til, som jeg forsøgte mig med. Jeg arbejdede stadig på en café og underviste også i keramik.
Langsomt kom der lidt salg i butikken. Jeg fik en midlertidig mulighed for et mere synligt lokale og afprøvede det. En af mine bekymringer gik på, om det var muligt for mig at få ro til mit arbejde, når jeg var så synlig.

Jeg er naiv og optimistisk, så hver gang jeg sælger noget til 200 kr. tænker jeg, at NU kører det. Det er ikke løgn, at de små selvstændige danser en dans ved hvert salg.

I midten af 2015 overtog jeg vores nuværende lokaler – det tredje sted, jeg har værksted og butik i Jægergårdsgade. Der er den fordel, at der er plads til flere og jeg har dejlige kollegaer at dele hverdagen med.
Min indkomst er langsomt blevet mere stabil. Nu går jeg ikke i panik over en dag uden salg – jeg ved, at det kommer en anden dag. Der er ro i maven.
Jeg har fået to børn og været på barsel to gange. Det har været en udfordring for firmaet, men jeg er glad for, at butikken var så etableret, at jeg ikke var i tvivl om at det skulle køre videre imens.

Efterhånden har jeg også fundet ud af at overføre min indstilling til keramik til hele salgsdelen. Det håndlavede skinner igennem på postkort og værkstedet og butikken smelter sammen. Jeg har lært at sige nej til opgaver, der ikke enten giver en god indtjening eller er interessante at lave. Og det viser sig, at glæden ved at lave keramikken skinner igennem. Det er nemmere at sælge noget, jeg har været glad for at lave.
Mine kunder er trofaste og tilbagevendende. Det er jeg meget taknemmelig for. Jeg er endelig tilbage efter barsler. Nu kører det.

BANG! Fra den ene dag til den anden forsvandt al indtjening som dug for solen, samtidig med at Corona lukkede landet.
Jeg blev slået tilbage. Pludselig stod de mange års økonomiske uvished lysende klar i hukommelsen. Hele kroppen kunne mærke det. Utrygheden. Tvivlen på, om det jeg gør, er godt nok.

Jeg skal have arbejdsglæden fra det keramiske arbejde til at smelte sammen med salgsdelen, (samtidig med at der er børnehave og vuggestue herhjemme...). Jeg skal finde en måde at overføre kreativiteten til salget, Jeg forsøger mig. Webshoppen er udbygget. (OG der er salg! Vid, at jeg jubler for hvert eneste salg!). Jeg forsøger mig mere målrettet med sociale medier.
Hele tiden forsøger jeg at få min kunstneriske nerve til at skinne igennem, så man har en følelse af værksted, tanker, ler – Formuleret. Det er en svær øvelse.

Forhåbentlig lærer jeg noget – og kommer styrket ud på den anden side.